3 tips til at forbedre jeres intetsigende og upersonlige standardsvar til kandidater

Tak for din interesse i stillingen som (indsæt stilling). Vi har desværre valgt at gå videre med andre kandidater.

 

Når du trykker på ”Send” og smækker et afslag ud til 195 kandidater – har du så tænkt over, hvordan din kommunikation påvirker kandidatoplevelsen?

Ifølge Ballisagers kandidatanalyse fra 2022 bruger 58% af de adspurgte 0-2 timer samlet set på at udarbejde ansøgningsmateriale og 28% bruger 3-4 timer. Men har vi nok respekt for den tid, kandidater propper i deres ansøgning, hvis vi så giver et afslag, der kunne lyde lidt som dette?

“Kære….

Tak for din ansøgning til [indsæt stillingens titel]. Vi har modtaget et større antal ansøgninger, og vi har valgt at gå videre med de profiler, som vi har vurderet bedst matcher, hvad vi er på udkig efter.

 Vi ønsker dig held og lykke med din fremtidige jobsøgning.”

Vi deler de dårlige oplevelser

Jeg oplever ret mange, som deler gode og dårlige erfaringer på LinkedIn. Det bevidner, at det betyder noget, hvordan virksomhederne behandler kandidater – og at vi ikke er blege for at dele ud af historierne.

Og det starter allerede, når jeg har trykket ”Send” på min ansøgning, efter jeg har researchet om virksomheden og opdateret mit CV, skrevet en motiveret ansøgning og brugt tid på at kæmpe mig vejen igennem ansøgningssystemet med uploads og diverse.

Og fluks i min indbakke lander denne kvittering:

”Kære (indsæt navn)

Tak for din ansøgning til stillingen som (indsæt titel). Vi gennemgår ansøgninger og løbende og kontakter dig, hvis du bliver kaldt til samtale.

Alle ansøgninger bliver behandlet fortroligt….”

Kommunikationen hænger ikke sammen

Det er selvfølgelig rart at få bekræftet, at virksomheden har modtaget min ansøgning. Men den stive, formelle kommunikation hænger slet ikke sammen med det billede, jeg så i employer branding-videoen eller på karrieresitet, hvor der står en masser om, hvordan der er et fedt arbejdsmiljø – med billeder af glade kolleger, der giver high fives.

Jeg tror godt, I fanger min pointe.

Hvorfor SKAL autogenerede standardmails være kedelige?

Det SKAL de heller ikke. Rigtig meget i HR er blevet effektiviseret og automatiseret. Det er supersmart. Men vi glemmer simpelthen kandidatoplevelsen.

Så her kommer 3 hurtige tips til dig:

  1. Start med at anerkende, at den person, du skriver til, har brugt tid – tid på at skrive en ansøgning, tid på at vente på om det måske også bliver til en samtale.
  2. Lad være med at skrive i et afslag, at I har indkaldt kandidater, som ”bedre matcher stillingen” eller er “mere relevante”. Det underkender og taler ned til ansøgeren. Skriv enten, at I er gået videre med andre kandidater i denne omgang – eller endnu bedre, hvad I har lagt vægt på hos de kandidater, der er kaldt til samtale.
  3. Skriv, som du ville sige det face to face. Selvom du sender en autogeneret mail ud, så husk, at e-mails er 1-1 kommunikation. Så snart der står ”Kære Anne” – så forventer jeg, at mailen er målrettet til mig (også selvom den er sendt til mange).

Her får du lige et par eksempler på formuleringer

Måske kunne du indlede kvitteringsmailen med:

Kære Anne

Tusind tak for din ansøgning til jobbet som tekstforfatter. Vi er rigtig glade for, at du vil overveje at blive vores nye kollega. (…..)

Og afslagsmailen med:

Kære Anne

Endnu engang tak for den interesse du har vist os og for din ansøgning til stillingen som tekstforfatter. Du skal vide, at vi er meget glade for, at du har valgt at bruge tid og energi på at søge netop hos os.

Desværre kan vi ikke tilbyde dig et job i denne omgang. (…..)

Forstå employer branding-værdien af al jeres kommunikation

Min erfaring siger mig (efter at have arbejdet med jobannoncer i 15 år), at jobannoncen og alle de her standard-mails simpelthen ikke har den store bevågenhed. Jeg tror, mange glemmer den reach, som den løbende kommunikation med kandidater har.

Og det er drønærgerligt, for det er der, den ”ægte” kandidatoplevelse ligger. Det er denne oplevelse, der gør, at kandidater fortæller gode historier videre i deres netværk – eller dårlige.

Har du brug for hjælp til at gøre jeres standardmails til kandidater skarpere?

Så tag fat i mig – måske jeg kan hjælpe med sparring eller komme med et nyt bud på jeres kommunikation til kandidater.

Det kræver ikke så meget at blive målrettet og personlig i kommunikationen – I skal blot sætte det i gang. Klik her, og se hvordan jeg kan hjælpe din virksomhed.