Sådan har GladTeknik succes med at tiltrække glade medarbejdere

Over den seneste tid har jeg hjulpet virksomheden GladTeknik med at skrive nye tekster til deres jobannoncer. Og jeg har her mødt en vækstvirksomhed, som i den grad har inspireret mig i deres ærlige, ægte og ligefremme tilgang til at tiltrække og fastholde medarbejdere – som mange kunne lære af.

En inkluderende og socialt bæredygtig arbejdsplads – i ord og handling

Da jeg første gang talte i telefon med Mathias (der har startet GladTeknik), skulle jeg hjælpe med en jobannonce til en full-stack udvikler. Her får jeg historien om GladTeknik – og om, hvad det er for en arbejdsplads, Mathias og hans kolleger har formået at skabe på få år (i 2023 voksede de fx fra 11 til 43 medarbejdere).

Autentisk og ærlig

Det er ingen hemmelighed, at jeg efterspørger ærlige, autentiske jobannoncer – men at jeg ofte savner det mod, det også kræver at give et ærligt og ligefremt indblik i vores arbejdspladser.

Men den tilbageholdenhed møder jeg ikke hos GladTeknik. Både Mathias og de medarbejdere, jeg har talt med, har været supergode til at dele ud. Her er fx et par citater fra jobannoncerne:

”Vi tør godt sige, at vi er Danmarks mest rummelige arbejdsplads. 80 % af vores medarbejdere har en diagnose. Og her SKAL være plads til alle. Du skal ikke passe ind i en boks. Du har fx indflydelse på alt fra dine arbejdstider til hvilken computer og mus, du helst vil have.” Det fortæller stifter af GladTeknik Mathias.

”Der bliver virkelig lyttet til en som menneske, og der er altid plads til at begå fejl. Jeg har selv infantil autisme, og jeg kunne ikke forestille mig at arbejde andre steder”. Det fortæller vores kundesupport-guru Nikolaj, som gennem de seneste 4½ år har hjulpet mere end 10.000 kunder.

 Resultatet? Et bredere ansøgerfelt og flere kandidater, der allerede er i job

 Vi kan bestemt også se det på antallet af ansøgere, det er ret vildt, hvor mange vi modtager”.

Det skriver Mathias i en mail til mig efter, jobannoncerne har været online noget tid. Outputtet var de tekster (som jeg skrev), og et nyt visuelt layout på hjemmesiden med billeder af medarbejderne (som de dygtige folk i Gladteknik har lavet).

Jeg blev nysgerrig og tænkte, at det her er en spændende case og tog konkakt til Mathias, der straks inviterede mig en tur til Hvidovre.

Her fik jeg en tur rundt på værkstedet, hvor alt er gennemtænkt. Fra arbejdspladserne, til akustikken, lyset – ja alt er tilpasset, så det giver de bedste forhold for den enkelte medarbejder.

Min mission var at spørge mere ind til, hvilken forskel jobannoncerne havde gjort – og bevares – Mathias kan da sagtens se en forskel:

”Vi har oplevet, at der kommer flere ansøgninger, og efter vi også deler jobannoncerne på LinkedIn osv., så får vi også flere ansøgninger fra folk, som allerede er i job, og som helt vildt gerne vil ud til os. Så derfor har vi også fået en masse spændende profiler.

Samtidig har Mathias oplevet at få flere kvindelige ansøgere, som ellers kan være en udfordring:

”Det er en nørdet branche, og det er bare svært at tiltrække kvinder, men på de annoncer du har hjulpet med, kan vi se, at vi fx får en mere ligelig fordeling af kvinder og mænd.”

Men når det er sagt, opdager jeg hurtigt, at det er lige så meget ALT det andet, Gladteknik gør, som betyder, at de (modsat mange andre) ikke har svært ved at tiltrække medarbejdere.

Så hvad gør Gladteknik, der virker så godt?

1.  De holder bunken af uopfordrede ansøgninger ”varm”

”Da vi deltog i Løvens hule forventede vi en vækst på 50% – den blev så på 1000%. Vi havde heldigvis rigtig mange uopfordrede ansøgninger, vi kunne tage fat i, så i januar 2023 ansatte jeg en medarbejder om dagen – og det var udelukkende uopfordrede ansøgninger.

Og det er en strategi Mathias stadig holder fast i:

 ”Jeg føler måske også nogle gange, at dem der søger uopfordret, er de mest interessante, fordi når de selv har fundet os, så er der nogle, der virkelig gerne vil os.”

2.  De har skabt en inkluderende arbejdsplads – med plads til alle

 Mødetider, der passer til din døgnrytme, akustik, udluftning, tilpasset lys, faste arbejdsstationer til hver medarbejder (der vender ind mod væggen, så den enkelte medarbejder ikke oplever forstyrrelser).

Det er bare noget af det, GladTeknik gør for at skabe rammer, der gør, at mange, som måske har været uden for arbejdsmarkedet, nu kan passe og trives i et job – som de er rigtig gode til.

 ”Det, vi er lykkedes rigtig godt med, er at vi har skabt arbejdspladser for nogle, der måske har været uden for arbejdsmarkedet i mange år, fordi der ikke var en arbejdsplads, der kunne rumme dem. Vi har fx en medarbejder, der kom for sent 170 gange på et år, men som samtidig lavede tredje mest omsætning. Så ved, at vi kan rumme, at han kommer for sent, så er vi lykkedes med at skabe plads til ham.”

Mathias deler ud af historien.

Da vi sætter os i mødelokalet, sætter Mathias med det samme en video på, der fortæller hans historie om GladTeknik, og efterfølgende får jeg en levende PowerPoint præsentation, hvor Mathias gennemgår hele tidslinjen. Jeg føler, jeg kender GladTeknik. Og det er blot et eksempel på, hvordan Mathias med glæde deler ud af historien.

Og det gør han i øvrigt også i landsdækkende og lokale medier – og ved at vinde priser for social bæredygtighed.

At dele gavmildt ud om vores arbejdsplads og fortælle de gode historier, er bare et genialt employer branding greb. Men hos GladTeknik er det ikke flagrende og glittede EVP’er. Nej, det er konkret handling understøttes af eksempler, video, billeder osv.

Så hvad kan du (og jeg) lære af Gladteknik?

  • Fortæl jeres historie
  • Vær ærlig – og del ud af eksemplerne i jeres jobannoncer
  • Husk, at kandidater, der tidligere har søgt, altid er potentielle medarbejdere
  • Det kræver IKKE et stort budget at lave effektiv employer branding
  • At det kan betale sig at være agil og tilpasse sig sine medarbejdere – så de ikke skal presses ned i en organisatorisk kasse

 

 

 

 

Er du på udkig efter relevante ansøgere?

Download min gratis lynguide til en målrettet jobannonce.