Sæt trumf på dine LinkedIn-delinger og få kandidaterne op af stolen

some tekster

Læs med her og få de bedste råd til, hvordan du nemt og hurtigt kan målrette dine opslag endnu bedre.

Når du deler dine jobopslag på LinkedIn (eller andre kanaler for den sags skyld), har du mulighed for at sætte en trumf ind ved at skrive en kort appetizer, der skal vække interessen hos din (måske) nye kollega.

Og gør endelig det. Lad naturligvis være med blot at dele en jobannonce uden at tilføje noget selv. DET ER NO-GO. Så drukner den blot blandt de tusindvis af indlæg på LinkedIn.

Ved du, hvem du skriver til?

Når du så knytter et par ord til din deling, så tænk over, hvem du skriver til. For her kan du lige så godt regne med, at dem du henvender dig til:

     

      1. sidder i et godt job i dag – men er ikke nødvendigvis afvisende overfor nye muligheder

      1. kun kigger på dit opslag få sekunder

      1. er vant til at se rigtig mange lignende opslag på LinkedIn – hvor der ofte står det samme.

    En kedelig tendens i delinger

    En klar tendens, når jeg scroller ned gennem mit feed og ser på de delinger af jobopslag, som ledere, recruitere, osv. laver, så er fokus oftest på, hvad afsenderen leder efter. Altså hvilken erfaring, profil, kompetencer, kandidaten kan bidrage ind med.

    Og så må jeg bare stille spørgsmålet: Siger jeg mit gode job op, fordi jeg er ”dygtig”, har ”solid erfaring” eller ”er systematisk og struktureret”? Det er vist et retorisk spørgsmål.

    Lad mig vise et typisk eksempel, som jeg har nuppet fra mit LinkedIn-feed:

    Har du solid erfaring som konsulent og erfaring med udvikling af medarbejdere og ledere? Er du idérig og kreativ?

     

    Så er det dig, vi søger.

    Min pointe er, at du bliver nødt til at skrive det, som straks vil fange opmærksomhed hos kandidaterne og vække deres interesse med det samme. Du skal altså vække nysgerrighed og pirke til det, som kandidaterne måske mangler i dag. Altså ”hvad er det, som gør netop dette job fedt?”

    Gør det personligt!

    Hvis du har lavet en skarp appetizer til din jobannonce, kan du jo i princippet bruge den. MEN hvorfor ikke spille mere på de muligheder LinkedIn (og andre sociale medier) giver ved at gøre det mere personligt?

    Her er der forskel på, om du deler jobopslag på:

       

        1. Jeres virksomheds LinkedIn-side

        1. Din egen LinkedIn-profil

      Skab større effekt, når I som virksomhed deler joboplag

      Når du deler via jeres virksomheds profil, så brug fordelene ved med det samme at skabe connection til ansættende leder/nærmeste kolleger. Her er et eksempel:

      📽 Bliv vores nye videojournalist i Kommunikation og Fællesskab når Birgitte udvider sit team!

       

      Kirsten bliver din lead og nærmeste makker, og sammen har I et tæt samarbejde med vores kommunikationspartnere i teamet!

      NB! Jeg har fjernet efternavne fra eksemplet men begge navne er naturligvis direkte links til de pågældende profiler.

      Effektiv Employee Advocacy

      Når du deler jobannoncer via din egen LinkedIn profil (eller dine/jeres medarbejders), så kan du komme med en personlig anbefaling af jobbet/teamet/jeres arbejdsplads.

      Lad mig give et eksempel:

      Da jeg sagde ja tak til stillingen som studentermedhjælper i (virksomhedens navn) TA team sidste sommer vidste jeg godt, at det ville blive en lærerig rejse ✈️ Det er alligevel kommet bag på mig, hvor meget jeg rent faktisk har lært 👩🎓

       

      Udover en stejl læringskurve, så sidder jeg i et fantastisk team, der altid lytter, bakker op og er enormt dygtige til hvad de gør 👏🏻😍


      Nuværende medarbejdere er det allerbedste social proof og kan give ekstra troværdighed til ordene i jobannoncen. Og dermed skabe interesse.

      Det kan blive endnu mere avanceret, men med disse enkle råd, er du rigtig godt i gang.

      Klik her og få flere gode råd om rekrutteringskommunikation og jobannoncer.

      Har du brug for hjælp til at skrive dine LinkedIn appetizere, eller vil du høre mere om, hvordan jeg kan hjælpe med din rekrutteringskommunikation? Så tag fat i mig.

      Er du på udkig efter relevante ansøgere?

      Download min gratis lynguide til en målrettet jobannonce.