Kære virksomhed. Hvorfor skal I gøre det så svært for jeres kandidater?

Få de bedste argumenter og tips til, hvorfor du skal skrive en GOD jobannonce HVER gang – stærkt inspireret af principperne fra adfærdsdesign.

Jobannoncen er et tung skib ladet med floksler

Jeg har arbejdet med jobannoncer i 15 år. Det er immervæk længe. Jeg har skrevet flere jobannoncer, end jeg har tal på. Læst endnu flere. Og undervist HR-konsulenter og ledere i hele landet (og sågar i Grønland) om, hvordan de skriver en god jobannonce.

Alligevel virker det som om, at det er den kommunikationsform, der har rykket sig mindst. Det er er et tungt skib af generelle termer, floskler og urealistiske krav, som er svært at vende.

Jobannoncen er det vigtigste grundlag (i langt de fleste tilfælde) for at få de rigtige kandidater. Alligevel er det ofte en leder, som på ingen måde er kommunikationsekspert, som skriver jobannoncen. Det er lederen, som ved mest om jobbet – yes ofte. Men det er ikke nødvendigvis lederens spidskompetence, der sættes i spil her. Og så kan jeg godt forstå, at det føles rart og trygt at ty til de gode gamle floskler, for så ligner det da en jobannonce.

Kandidater er rigtige mennesker med en travl hverdag

Og så har vi balladen. For det, der sker, er at vi simpelthen glemmer, at de kandidater, vi gerne vil have fat i, er rigtige mennesker.

Det er et rigtigt menneske med et job, et liv og en travl hverdag. Og lagt oveni det, så er rigtige mennesker partout dovne. I hvert fald, hvis man tager afsæt i adfærdspsykologien.

Jeg vil ikke komme ind på teorien her (der er masser, som er meget klogere på det end jeg) men principperne omkring adfærdspsykologi er, at vi skal gøre det så nemt som muligt at ændre adfærd.

Menneskets evne til at træffe beslutninger er delt op i 2 systemer:

  • System 1: Det er her, vi træffer 90-95% af vores beslutninger. Og det gør vi instinktivt, per automatik og hurtigt.
  • System: 2: Det er de resterende 5-10 %. Det er de logiske, velovervejede beslutninger, som kræver energi og tankevirksomhed.

Lad os tage det over i en jobannoncekontekst. For vi glemmer simpelthen, at vi som mennesker træffer hurtige beslutninger, og at vi vil have budskaber serveret. Jobannoncer er altså ofte slet ikke skrevet til rigtige mennesker. Vi gør det simpelthen for svært at klikke på annoncen, læse hvad der står og til slut træffe en beslutning om at søge jobbet.

Så hvad kan I gøre kære virksomhed?

Lav kommunikation, der taler til system 1

Det handler i bund og grund om at gøre det nemt for kandidaterne, når de læser en jobannonce at tage en beslutning om, at det er et spændende job, som de gerne vil søge. Og du skal fjerne de barrierer, der holder dem tilbage. Derfor:

  • Gør jeres forarbejde: Lav altid en jobanalyse, så du ikke tyer til at rette lidt i den gamle jobannonce, men skriver ud fra virkeligheden i dag.
  • Lav altid en sigende overskrift og en appetizer, som fortæller PRÆCIST, hvorfor kandidaten skal sige sit udmærkede job op og rykke over til dig i stedet.
  • Tænk altid: Let at læse, let at skimme. Brug fed tekst eller kursiv, lav korte afsnit og masser af white space. Og skriv i et levende og lettilgængeligt sprog.
  • Tell it like it is: Gør det så let for kandidaterne som muligt at gennemskue, hvad jobbet handler om. Hvad fortæller du fx kandidaterne omkring jobbet til samtalen? Det er det, du skal fortælle allerede i jobannoncen.
  • Mennesker er dovne = en jobannonce, hvor jeg sidder tilbage med 20 spørgsmål får mig ikke til at sende en ansøgning.
  • Gør det nemt for kandidaterne ved at blive konkrete i jeres kommunikation. Brug eksempler fra hverdagen.
  • Tænk udefra og ind. Husk nu, at I skriver til en menneske, som ikke kender jer. Så tag ALTID udgangspunkt i, hvad læseren har behov for at vide.

Jeg har masser af andre gode tips og tricks. Måske kunne jeres jobannoncer bruge et serviceeftersyn? 

Er du på udkig efter relevante ansøgere?

Download min gratis lynguide til en målrettet jobannonce.