Men hvor gode er I til at fortælle om det allerede i jobannoncen – udover selvfølgelig at nævne, at I har en god onboarding, mentorordning eller grundigt introforløb?
- For hvad er en god onboarding? Hvad indebærer den hos jer?
- Hvad indebærer jeres mentorordning? Hvem er mentor? Og hvordan foregår det?
- Hvad kommer jeg som ny medarbejder igennem på introforløbet?
Det er nogle af de spørgsmål, jeg får lyst til at stille, når jeg ser flosklerne drysset ud over jobannoncen.
For med så meget andet, så giver det altså ikke værdi til læseren kun at skrive god onboarding. Det er en gratis omgang, og jeg er ikke sikker på, at det reelt rykker nogen kandidater.
Skal vi så bruge plads på det i jobannoncen?
Ja, det kan faktisk give rigtig god mening. Fx hvis I søger nyuddannede, elever eller leder efter medarbejder, som I ved ikke har lavet det samme før, og hvor oplæringen er en central del af at kunne løfte jobbet.
Eller i det hele taget, fordi I ved, at uanset, hvor erfaren en medarbejder I får ind, så har en god onboarding kæmpe betydning for fastholdelsen det første år. Måske I allerede har et super tjekket onboarding program – men I glemmer bare at fortælle om det?
Det kan jo netop give kandidaterne en tryghed om, I prioriterer, at jeres nye medarbejder lander godt i jobbet.
Og så skal I for guds skyld også fortælle om det i jobannoncen. Det kan dog godt drille det her med at skrive mere konkret. Så læs også dette blogindlæg om, hvordan du kravler ned ad abstraktionsstigen og bliver konkret i din kommunikation.
Et par eksempler til dig
Jeg har taget et par eksempler med her, så du kan se, hvordan du fx kunne komme omkring det i jobannoncen.
Når du starter, kommer du gennem et grundigt onboarding forløb. Det bliver selvfølgelig tilrettelagt efter hvad du allerede har i rygsækken, men det kan bl.a. indeholde undervisning omkring demens, patientsikkerhed og NEXUS, ligesom du også får en mentor tilknyttet.
”Det er den bedste intro, jeg nogensinde har fået. Selvom jeg har erfaring, så er det et nyt sted, og man gør tingene på en anden måde,” fortæller en af vores sygeplejersker, Lotte.
Eller…..
Bliv mødt med åbne arme og kom godt fra start
På din første dag hos XX føler du dig velkommen, fra du træder ind ad døren. Vi er et hav af forskellige mennesker, og du vil hurtigt opleve, at her kan du bare være der selv. Også i dit nye team, hvor du møder kolleger i alle aldre.
Du vil straks fornemme, at vi er ret sociale – og altid står klar til at hjælpe hinanden. Din første måned tilbringer du på vores onboardingforløb sammen med andre kolleger i Kundeservice, som også lige er startet. Her bliver du godt klædt på til alle de nye opgaver, og du lærer med det samme kolleger fra andre teams at kende.
Din uddannelse fortsætter…
Efter en måned bliver du en del af hverdagen i teamet. Din uddannelse stopper dog ikke her. For over de kommende 6 måneder deltager du i et planlagt forløb, hvor du får udvidet salgstræning, bliver trænet i konflikthåndtering og bliver oplært omkring erhvervskunder. Derefter lægger du sammen med din leder en plan, hvis du vil uddanne dig videre.
Prøv dig frem selv. Måske var det lige det DU skrev, der fik den rette til at søge jobbet.