Tal lige ud af posen – og drop det kedelige jobannoncesprog

Jobannoncer har sit helt egen særegne sprog. Faste vendinger og ord vi uden omsvøb og eftertanke smører ud over vores jobannoncer.

Fordi så ligner det en jobannonce, og så lyder det som en jobannonce.

Og min oplevelse – efter at have skrevet et utal af jobannoncer og talt med lige så mange ledere – er, at mange vælger den sikre vej. Ikke at skille sig for meget ud, og i stedet skæve til, hvad de andre gør. For så kan det vel ikke gå helt galt.

Resultatet bliver, at jobannoncerne more or less er identiske, og at vi simpelthen forfalder til det samme sprog kedelige floskelprægede sprog.

Og når det er normen, så kan jeg sagtens se, at Chat GPT kan hjælpe med at skrive en jobannonce, som minimum rammer gennemsnittet – og sikkert gør det lidt bedre. Men er det godt nok?

Skriv interessant og bliv relevant

Nu er jeg jo fortaler for, at vi rent faktisk bruger jobopslaget som en rekrutteringskanal og som en del af attraction-strategien. Som et værktøj til at tiltrække kvalificerede kandidater. Og det kan jo være svært nok i disse tider.

Noget af det vi skal være meget bedre til, er at skrive, som vi ville sige det. Simpelthen. Hvis du skal fortælle mig, hvad der gør dit ledige job spændende, så sig det højt, og skriv netop det bagefter.

Kandidaterne er blevet immune

Hvorfor er det så vigtigt? Jo fordi vi er simpelthen blevet immune overfor jobannoncens standardiserede floskelfyldte og sjælløse sprog.

Og det er jo netop sproget, ordene, måden at skrive på, der kan give kandidaterne det bedste indblik i netop jeres arbejdsplads. Og det glemmer vi.

Og fordi lige netop det, der kendetegner os, er at vi har et uformelt miljø med højt til loftet, så husk, at det kun giver mening for jer. I ved det, fordi I udlever det hver dag. I har alle billederne på, hvordan det kommer til udtryk hos jer – det har kandidaterne ikke. De læser blot endnu en floskel.

Når jeg spørger kandidater, ledere eller andre rekrutteringsfaglige, hvad de selv synes, en god jobannonce er, så er de ord, de sætter noget fx: ”konkret”, ”at jeg får et godt billede af hverdagen og kulturen”, ”at der ikke er floskler” og ”at jeg kan sætte mig ind i, hvordan det er at arbejde der”.

Kort sagt – vi vil som kandidater blive klogere, og vi skal have fanget noget interesse, der gør, at vi, på trods af, at vi (højst sandsynligt) sidder i et godt job i dag og har en travl hverdag, alligevel får lyst til at søge jobbet.

Og standardannoncer pirrer bare ikke til nysgerrigheden.

Hvor er det kæden falder af?

Lad mig komme med et eksempel. Jeg holder på et tidspunkt et jobannoncekursus, hvor jeg beder deltagerne om at tale om en konkret jobannonce. De skal tale om, hvad der er det mest spændende ved dette job, og altså hvorfor man skulle vælge at søge det.

Derefter skal de skrive en ny appetizer til jobannoncen.

De har en god snak. Det er en controller-stilling, så vidt jeg husker, og de taler om, at noget af det, som kunne være fedt er, at man vi få en arbejdsdag, der er en god blanding af at være på kontoret med sine kolleger, have nogle dage ude hos kunder og også kunne arbejde hjemmefra i ro og mag.

Fint tænkte jeg. Det er et godt udgangspunkt.

Da gruppen så skulle formulere det til en ny appetizer, lød den første version: ”Vil du have en hverdag med stor variation?”.

Og yes – problemet er rigtig tit, at vi smækker alt det konkrete, alle mellemregningerne ned i nogle på en måde prædefinerede jobannonceord.

Men det skaber bare ikke billeder i kandidatens hoved eller pirker til interessen.

Prøv at gøre dette i stedet

Så what to do: Der er faktisk nogle simple tip, du kan bruge næste gang, du sidder med jobannoncen:

  1. Sig det før du skriver det. Og skriv det som du ville sige det.
  2. Stil spørgsmålet: Hvad betyder det hos os? / Hvordan kommer det til udtryk hos os?
  3. Tal med dem der kender jobbet bedst – og brug deres ord.

God fornøjelse 

Og husk! Magter du det alligevel ikke selv, så tag fat i mig, så hjælper jeg med din næste jobannonce. Eller vil I gerne selv klædes endnu mere på til at skrive jeres jobannoncer? Smut forbi www.rekrutteringskommunikation.dk og se, hvad jeg fx kan hjælpe med.

Er du på udkig efter relevante ansøgere?

Download min gratis lynguide til en målrettet jobannonce.